Grundejerforeningen Munkerup Have 2017-18
Generalforsamling d. 13. 05. 2018.
Bestyrelsens Beretning
Bestyrelsen har afholdt det obligatoriske antal møder i 2017 og et møde i 2018.
Generelt:
De vedtægtsændringer, der blev besluttet på generalforsamlingen i 2017 er efterfølgende blevet indskrevet på vores hjemmeside: www.munkeruphave.com , efter godkendelse af Gribskov Kommune.
Loppemarked og Arbejdslørdag:
Begge begivenheder, planlagt i sommeren 2017, blev igen aflyst af bestyrelsen, da der var meget få tilmeldinger fra medlemmerne på datoen sat som sidste tilmeldingstidspunkt.
I år 2018, vil vi igen forsøge at samle beboerne omkring loppemarked og arbejdslørdag. Bestyrelsen har besluttet, at det bliver lidt tidligere på sommeren end planlagt de sidste to år, for at se, om det kan ændre på tilslutningen. Datoerne bliver d. 2. juni (loppemarked). Den efterfølgende lørdag, d. 9. juni, er afsat til arbejdslørdag med planlagt middag i vores fælles telt om aftenen. Arbejdet vil i år koncentrere sig om trappen, og oprydning på stranden, så vi kan få brændt drivtømmer m.m. af, til Sct. Hans.
Sct. Hans aften 2017 havde vi bål på stranden, og flere beboere og andre fra nabolaget mødte op. Bestyrelsen var vært, og serverede et glas vin. Vi fik også sunget midsommervisen og et par andre årstidsbestemte sange.
Beboerne har fortsat en mulighed for også at mødes uformelt ved Sct. Hans bål på stranden.
Arbejde på fællesområderne:
Savanneskoven:
Den 23. okt. 2017 gik formanden på vandring i Savanneskoven med Christian Lundberg, Skov- og Landskabsingeniør, Gribskov kommune. Konklusion: Nu er det på høje tid, at der sættes nye træer, i de udpegede lysbrønde, som vil have mulighed for at overleve. Vi må godt flytte små selvsåede træer fra området (se plejeplan på vores hjemmeside.) Det har været svært for de små plantede træer, af forskellige grunde, at klare sig, så de mange nysætninger har ikke givet varig vækst. Det er nu nødvendigt, at der bliver plantet lidt større træer her i 2018, som har større chance for at overleve, da de sidste satte små træer, som nævnt ikke har klaret det. Gyvel skal fortsat bekæmpes.
Beskæring af væksterne på skrænten, så udsigten til havet kan opretholdes, og let trimning af træerne på Savannen blev udført af Skovskolens medarbejdere fra d. 15.-17 maj 2017.
Vores havemand vil forsat tage sig af den løbende trimning af fællesområderne.
D. 21. juni 2017 var bestyrelsens formand og næstformand til møde i Gribskov kommune, Center for teknik og Miljø. Fra forvaltningen deltog Tina Meilvang Schlicker og teamleder Lis Vedel. Bestyrelsen havde bedt om mødet, for at få fulgt op på den manglende indsats fra kommunens side vedr. vores lokalplan, der blev startet helt tilbage i 2013. Der er fortsat beboere, der oplyst og vejledt, ikke følger lokalplanens intentioner om bl.a. homogent farvevalg på udvendigt træværk. Bestyrelsen har ingen sanktionsmuligheder, men kan kun beklage at nogle beboere ikke mener sig forpligtet af fælles beslutninger på vores generalforsamlinger.
Bestyrelsen har haft en del henvendelser vedr. naboers udlejning via udlejningsbureauer, hvor lejerne, mildest talt, ikke har levet op til almindeligt hensynsfuldt naboskab. Det har, i denne sammenhæng, været nødvendigt for bestyrelsen, at kontakte både ejere og udlejningsbureau for at få orden på forholdende. Det er vigtigt, at de beboere, der vælger at leje ud i kortere eller længere periode, sørger for at lejerne lever op til almindelig og hensynsfuld adfærd, så de nærmeste naboer ikke oplever gener, i det omfang, som blev konstateret sidste år. Ejerne har et ansvar her, for formidling til lejerne.
December 2017, blev samtlige ristebrønde på vores fælles veje renset. Rensningen blev foretaget af Kathøj Kloakservice. Det forventes, at vi skal have renset kloakker ca. hvert andet år. Det vil holde omkostningerne nede , og forhåbentlig klare de regnmængder, der vil komme fremover.
D. 13.05.2018
Bestyrelsen I Munkerup Have Grundejerforening