Bestyrelsens beretning 2015

Grundejerforeningen Munkerup Have 2014 -2015
Generalforsamling d. 17.05. 2015.

Bestyrelsen har afholdt det obligatoriske antal møder i 2014 og 1 møde i april 2015.

Arbejdslørdag blev afholdt d. 14.juni som annonceret ved generalforsamlingen, da hovedopgaven efter vinterens voldsomme storme var oprydning på strand og skrænt. Der var en del vraggods og nedfald fra skrænten, som kunne indsamles og anlægges til bål.  Afbrænding foregik Sct. Hans aften. Det er den eneste mulighed vi har for større afbrændinger.

Strandsten blev opsamlet og placeret bag ved cementkanten ved trappen for at forhindre yderligere underminering. Skibsvrag blev opskåret og kørt på genbrugsstationen.

På grund af faren for nedstyrtning på skrænten, blev der ligeledes opsat to skilte med teksten: Færdsel på stranden er på eget ansvar.

Da den nye bænk på stranden blev taget af havet, blev én af de gamle bænke fra fællesarealet med gyngerne, flyttet. Det har overlevet de høje vandstande her i vinter.

Det træ, der stod yderst oppe på skrænten ved trappen blev efter aftale med Christian Lundberg fældet, da det kunne være til fare for forbipasserende ved brug af trappen. Arbejdet blev udført af personale fra Skovskolen i Nødebo

Savanneskoven: I Savanneskoven blev der i denne sammenhæng igen sat nye små egetræer, i stedet for dem, der ved en fejltagelse var ” høstet” ved den årlige slåning af underskoven

Som beskrevet i sidste plejeplan kan der ikke umiddelbart opstammes på træerne i Savanneskoven, dog kan det lade sig gøre på de træer, der har en stammediameter på mere end 20 cm ,130 cm over jorden, og der må kun fjernes grene i op til 3 meter fra jorden…

Nyt møde med Christian Lundberg, teknisk forvaltning, Gribskov Kommune, vedr. opfølgning af plejeplan for Savanneskoven 2015-17 er aftalt til september 2015.

Der foreligger stadigt arbejde for Skovskolen vedr. opstamning af de skyggegivende træer ud mod strandvejen, da flere af dem fratager beboerne sol i haverne, eftermiddag og aften.

Lokalplanens direktiver ang. naboskel og hæk som skal holdes i en højde på ca.170 cm, vil bestyrelsen igen opfordre til overholdes, uden bestyrelsen nødvendigvis skal indblandes, ved uopfordret, at tage det hensyn, at glæde naboerne, så de også får mulighed for udsigt til havet, og solindfald i haverne, hvor det kan gøres muligt med beskæring på egen grund.

Weekenden d. 30.08 og 31.08.  Der blev, som første gang sidste år, på beboeres initiativ afholdt loppemarked på det nederste fællesområde. Foreningen nyindkøbte telt blev ved fælles hjælp sat op og afprøvet for første gang. Det var en vellykket afvikling.

Strand og Skrænt:  Bestyrelsen i Munkerup have har stadigt ikke hørt fra kystdirektoratet vedr. vores ansøgning om stensætning ved trappen, så det vil være en opgave for den nye bestyrelse at følge op på sagen.

Bilag:
Varsel om afslag på ansøgning om forlængelse af stenkastning ud for matr.nr. 6au Munkerupgårde, Søborg, Gribskov Kommune (pfd)

Bestyrelsen i Munkerup Have 17. maj 2015